Loading...

JCN Bolig skal opføre 126 boliger ved Godsbanen i Aarhus

6. november 2023

JCN Bolig har underskrevet en hovedentreprisekontrakt på opførsel af ZigZag Huset i Aarhus.

ZigZag Huset ved Godsbanen i Aarhus ZigZag Huset ved Godsbanen i Aarhus

JCN Bolig har underskrevet en hovedentreprisekontrakt på opførsel af ZigZag Huset i Aarhus i samarbejde med Høgh & Rousing Invest A/S, som kommer til at stå for udlejning og drift af ejendommens lejemål.

Tilbage i 2018 blev JCN Bolig kontaktet af Høgh & Rousing Invest, som vi i 2014 har bygget Jens Baggensensvej for på Katrinebjerg i Aarhus. Høgh & Rousing Invest havde vundet et projekt for Aarhus Kommune, hvor de skulle opføre et meget fint byggeri på et areal beliggende mellem den gamle Godsbanegård og Scandinavian Center. Projektet er tegnet af E+N Arkitekter og Artelia er ingeniør på opgaven.

I forbindelse med de indledende forhandlinger blev JCN Bolig en del af udviklingen af projektet. I processen udarbejdede vi flere overslag for at ramme projektøkonomien. Prisen lå væsentligt over det budget bygherre havde og det skyldes, at projektet var meget kompliceret i designet – specielt i forhold til konstruktioner. I den efterfølgende proces er projektet gjort langt mere bygbart (beton støbt på stedet er ændret til betonelementer osv). Alt sammen uden at ændre væsentligt på E+N Arktekters flotte arkitektur i projektet. Med andre ord realiseres nu det projekt, der vandt det kommunale udbud tilbage i 2018. Det har været et langt projektforløb, som vi nu er i mål med. Hovedprojekteringen er afsluttet, byggetilladelsen er udstedt og i fredags blev kontrakten så endeligt underskrevet.

ZigZag Huset ligger med en attraktiv central placering i Aarhus midtby. Nærmeste nabo er Scandinavian Center og Godsbanens rå hal, der anvendes til koncerter, konferencer og mange andre offentlige arrangementer. I umiddelbar nærhed ligger Musikhuset , Rådhuset og Rådhusparken. Bygningen består af 7 tårne med adgang til fire til fem lejligheder pr. etage. I mellem de 7 forskudte bygninger opstår zigzag-formen og her skabes der grønne gårdrum med ophold. Der er tagterrasser til både privat og til fælles ophold.  I designet dannes nedskaleres taget ned mod bygningen ved Godsbanen. Mod nordvest i stueplan placeres 8 erhvervslejemål for at skabe en mere aktiv stueetage mod Godsbanehallen. Mod Sonnesgade ligger lejlighederne i stueplan hævet ca. 1,2 m. over terræn for at skabe privatliv.

ZigZag Huset består af 126 boliger og 8 erhvervslokaler i stueplan, fordel på 2 små cafeer i gavlene og 6 kontorer. Ialt 11.808 m2 heraf 920 m2 til erhvervslokalerne. Der er indskudt niveau med depoter i stueetagen inden boligerne kommer i første sal og opefter. Der er også cykelparkering i stueplan. 

Vi er allerede igang med pæleramningen her efter sommerferien. Vi har nogle “gode” jordbundsforhold at arbejde med og når vi sætter en pæl i, går den med det samme 6 meter ned i jorden. Det er selvfølgelig en stor omkostning for bygherren når vi skal 26 – 30 meter ned i jorden. Omvendt har den bløde bund den positive effekt, at naboerne ikke har oplevet store vibrations- og støjgener. Betonarbejdet med JCN Boligs egne folk opstarter i uge 44 og aflevering bliver i juni 2025.

Tilbage

keyboard_arrow_up